Betonens historie er bestemt ikke grå. Tværtimod. I mange hundrede år lå dens hemmeligheder skjult for verden, indtil de blev genopdaget i et schweizisk kloster i 1400-tallet.

Betonens historie menes dog at være begyndt med etruskerne. De gamle mennesker, der boede i dele af det nuværende Italien, siges at have brugt et betonlignende materiale lavet af kalk. Og inspireret af dem begyndte romerne at bruge en lignende blanding i deres byggearbejder. For eksempel knust mursten og aske fra vulkanen Pozzuli uden for Napoli. Faktisk står konkrete kreationer fra romertiden stadig i dag. For eksempel Pantheon i Rom, som har en betonkuppel på 45 i diameter.

Efter Romerrigets fald faldt viden og håndværk imidlertid i glemsel i lang tid. Det virkede næsten som om konkret viden ville gå tabt for evigt - hvis det ikke var for en bestemt romersk arkitekt. Manden ved navn Vitruvius havde beskrevet den gamle beton i en bog med titlen "Ti bøger om arkitektur". Og det var denne bog, der blev fundet i det schweiziske kloster i 1414.

Det store gennembrud for beton kom dog et par hundrede år senere. Teknikken blev populær i den gamle romerske forpost i Storbritannien i 1700-tallet, efter at arkitekten John Smeaton opførte et fyrtårn i Eddystone på Den Engelske Kanal. Men et andet gennembrud kom også i 1824, da en anden englænder, Joseph Aspdin, modtog
patent på en ny og raffineret variant af cement – et af de råmaterialer, der bruges til at fremstille beton.